Nyt fra Frimærkebanken
Følgende indlæg blev holdt på Landsgildetinget 2009 i Ålborg:
Kære Landsgildeledelse, kære gæster, kære gildebrødre til landsgildeting!
Efter en god, aktiv gildedag i går, er vi nu klar til at tage fat på dagens program - hvoraf Frimærkebankens "beretning" sædvanen tro, er (næsten!) det første punkt.
Og efter gårsdagens travle program og med den festlige afslutning i aftes - skal vi så til noget helt andet! Beretningen fra Frimærkebanken!
Det har fyldt utroligt meget i Frimærkebankens liv i den nu afsluttede periode, at vi for et års tid siden blev ringet op af en ulykkelig gildemester fra Præstø, der skulle fortælle, at Frimærkebankens vandrepræmie - den flotte stenalderøkse - var blevet stjålet ved et indbrud i den spejderhytte, som gildet bruger til sine gildehaller m.v. I første omgang tog vi det relativt roligt, for "den dukker nok snart op igen"! Men nej, den dukkede ikke op igen, og er i øvrigt stadig ikke dukket op!
Så vi måtte ud og finde en ny løsning. Efter nogen tid søgning viste det sig så heldigvis, at Frimærkebankens tidligere kasserer Arne Dysted havde en stenalderøkse liggende, som hans far for knapt 100 år siden havde fundet i Vejle Ådal! Denne økse havde, ligesom den stjålne, et ægthedsbevis på minimum 4000 år. Den fik vi fat i og måtte så i gang med at få lavet en passende kasse til den. Endvidere skulle vi have en sølvsmed til at gravere nogle nye sølvplader til erstatning for de, der var gået tabt. Og det var også lidt af et detektivarbejde at finde ud af. Men det lykkedes - bl.a. ved hjælp af Statsbiblioteket i Århus.
Ad forskellige stier fik vi så fat i en pensioneret snedkermester, som påtog sig opgaven og efter nogle mindre justeringer fik vi dette flotte resultat ud af det. Gedigent håndarbejde i egetræ, der i øvrigt stammer fra restaurering af en landsbykirke på Esbjerg-kanten!
Så vidt, så godt. Og Frimærkebanken har også i denne periode - altså fra Landsgildetinget i København i 2007 til i går - haft en god og stabil 2-års periode, om end vi ikke helt har kunnet leve op til sidste periodes økonomiske resultat. Men 75.000 kroner er det da blevet til, og med den velkendte jyske beskedenhed, "er det vel it' så ring' endda!"
Mængden af de indsamlede frimærker er som følge heraf heller ikke helt så stor som tidligere, men stor nok til at imponere os! Det er utroligt med den iver og det engagement, I og måske specielt jeres baglande lægger for dagen i denne sag! Hvis I havde en forestilling om, hvor meget 800 kg frimærker fylder - for pokker, det er mange frimærker. Men som vi hele tiden siger: Mange bække små... osv. Og det skal I selvfølgelig have en stor tak for! Selvfølgelig har vi da også lidt arbejde med frimærkerne, men uden jeres fortræffelige indsats kunne vi i Frimærkebanken ikke på nogen måde aflevere så store beløb til Sct. Georgs Gildernes nationale og internationale hjælpefonde!
Så selv om jeg måske nok indledte med lidt ærgerlige tilstande i Frimærkebanken, har vi da vist fået vist vore nærmeste omgivelser - altså jer! - at Frimærkebanken i en trængt situation har været i stand til at komme op til overfladen igen med et flot resultat og en nyskabelse i form af den nye stenalderøkse! Disse ting viser os og jer, at vi godt kan have en stor tiltro til mødet med fremtidens udfordringer!
Og så til resultatet af den løbende konkurrence om indsamlingen af flest frimærker i perioden fra Landsgildetinget i København for to år siden og til i går klokken 12. Den samlede resultatliste vil om et øjeblik være ophængt i forhallen; og på Frimærkebankens bord vil der være fremlagt breve til de deltagende gilder med besked om netop jeres gildes resultat.
Så her bliver der kun plads til at nævne de 10 bedst placerede gilder (I parentes skal lige nævnes, at kun enkeltgilder - ikke stads- eller distriktsgilder - kan deltage i konkurrencen)
Der er som vanligt præmier og diplomer til de 3 bedst placerede i form af rigtig god (og delsom!) rødvin og til vinderen endvidere retten til opbevaring og brug i gildehallerne af den nye vandrepræmie, stenalderøksen - pas godt på den!
1. Ølstykke 2. Fortunen 3. Nykøbing F 2 4. Odense 3 5. Tåstrup 2 6. Åbenrå 1 7. København 15 - Rødovre 8. Bramming 9. Varde 2 10. Århus 8 Tillykke til vinderne - og tak til Landsgildeledelsen, kontoret, mine medarbejdere i banken og sidst - men absolut ikke mindst - TAK TIL JER ALLE SAMMEN for udvist deltagelse!!