Nyt fra Frimærkebanken


Følgende indlæg blev holdt på Landsgildetinget 2019 i Vejen:


Kære Landsgildeledelse - kære gæster - kære gildebrødre til Landsgildeting her i Vejen!


Det ville have været så skønt, om jeg på dette landsgildeting kunne berette om en lige så spændende oplevelse, som jeg kunne på det sidste landsgildeting i Fredericia for 2 år siden.

Jeg tænker nok, enkelte af jer husker historien om eneboeren, der sammen med sine 16 katte havde samlet på frimærker de sidste 40 år. Vi hentede i alt 1.200 kg ildelugtende frimærker til frimærkebanken. Men det kan jeg desværre ikke!

Men jeg kan berette, at vi i de seneste 2 år, som indsamlingsperioden omfatter, har samlet næsten lige så meget som i den seneste periode fra 2015-2017 (685 kg).

Og vi er i Frimærkebanken stadig imponerede over resultatet af vores - og specielt af jeres - indsats for sagen. Disse bestræbelser er resulteret i et slutresultat på 572 kg.

Og som nævnt er det et fornemt resultat i betragtning af, at breve er noget, vi ikke bruger så meget af, og da slet ikke dem med frimærker på!

Så vi - og I - kæmper blot videre. Selv om det jo desværre ikke er mere end halvdelen af landets gilder, der er aktive for vores sag. Og det opfordres den anden halvdel så hermed til at blive!

Men fremtiden, hvad så med den? Ja, set fra dette det 50. landsgildeting, (som i parentes bemærket samtidig er starten på mit eget 25. år som 'bankdirektør'), ser det måske ikke alt for lovende ud. For selv om vi altid i Frimærkebanken har tænkt lidt på fremtiden har vi faktisk i flere år sagt, at selv om det går ned ad bakke med frimærkerne, har vi hidtil kunne fremvise et resultat (både i indsamlede kilo og dermed også i kroner), som giver god mening i at fortsætte indsamlingen. For vi har endnu ikke, selv om vi har tænkt meget på det, fundet noget at indsamle på samme måde som frimærkerne, der vil kunne give et økonomisk resultat, der blot vil ligne det, som vi, og dermed I, har været vant til! Men ideen kommer måske lige pludselig!?

Men under alle omstændigheder, husk, at vi stadig kan sælge flere frimærker, end vi har!

Så vi skal fortsætte den tendens, som I har været så dygtige til at udføre, at vi skal op på lofterne og ned i kældrene og finde frimærkerne, for de ligger gemt et sted derude! Gemt, måske til os? Eller glemt? Vi skal blot ud i landet og finde dem!

Og resultaterne? Jo, det er i flertal, for dels er der jo det mængdemæssige resultat og dels det økonomiske resultat. Lad os tage der økonomiske først - det er måske der sjoveste!

For den seneste indsamlingsperiode har vi haft så flot et resultat, at jeg i går på Frimærkebankens vegne til Landsgildemester kunne overrække det symbolske bevis på det økonomiske resultat for denne periode på i alt 48.000 kroner - men det var jo i går, det skete.

Og herefter så til konkurrencen om indsamling af flest kilo til det gode formål: Vinderen af konkurrencen vil indtil næste landsgildeting få overrakt den flotte stenalderøkse til brug i gildehallen. Den er vandrepræmien i konkurrencen. De 3 bedst placerede gilder vinder en god vingave, som gildet kan nyde ved en passende lejlighed som tak for indsatsen. Udenfor er fremlagt en slutopgørelse til de deltagende gilder, som i bedes tage med hjem til gildet.

Den totale resultatliste, der er ophængt udenfor, har følgende 10 gilder som de bedst placerede:

10.   8. Gilde Aarhus 13,065 kg
9.   1. Gilde Vejle 20,340 kg
8.   Kalundborg Gildet 24,390 kg
7.   Ravnsholt Gildet 26,800 kg
6.   2. Gilde Nykøbing F 30,320 kg
5.   3. Gilde Holstebro 34,480 kg
4.   Store Heddinge Gildet 38,790 kg
3.   1./7. Gilde Aarhus 39,150 kg
2.   Rudkøbing Gildet 41,530 kg
1.   Fortunen 72,210 kg

 

Repræsentanter for de tre vindergilder - fra venstre
1./7. Gilde Aarhus, Rudkøbing Gildet og Fortunen.






















Og lad mig da slutte ganske som jeg plejer:

Tak til Landsgildeledelsen og Frimærkebankens bestyrelse for godt samarbejde - men mest af alt:

Tak til alle jer, som har gjort det muligt at skaffe de gode resultater!

Nils Liljeberg
'bankdirektør'